Bon Mots
Eftersnak: O-løbere bruger meget at gå hen til andre, som har løbet samme bane og spørge: Hvordan løb du den? Over kortet drøftes så de enkelte delstræk. Det er ikke at være påtrængende, men en anerkendt måde at blive bedre på. Prøv det, og oplev hvor mange andre vejvalg, der var, som du ikke havde tænkt på. | ||
Efterbehandling: Et O-løb er ikke slut, når du kommer i mål. Smider du blot kortet og går hjem, bliver du aldrig bedre. Derfor
| ||
Tekniktid: Du kan se din løbstid i minut pr. kilometer på resultatlisten. Den består af den egentlige fysiske løbetid og tekniktid. Din løbetid er normalt 5-6 min/km. Den kan forbedre med hård træning, men kun lidt, sjældent over 1 min. Den resterende tid er tekniktid. Er den stor fx mere end 5 min. er der virkelig noget at hente. Den vil sikkert relativt nemt kunne reduceres til 2-3 min. Så har du en stor tekniktid, så træn teknisk, studer dine O-kort, tal med os, i stedet for den megen fysiske træning. | ||
Træningsfysiologi i Pixi-format: Effekten af en løbetræning afhænger af pulsen. 1. Puls 120-140 dvs. løb i iltbalance Effekt – udvikling af dit kapilærnet i musklerne. Bedre iltoptagelse i musklerne. Metode – langdistanceløb, for det er genetisk bestemt i hvilken orden muskelfibrene tømmes for sukker. Træner du 40 min, træner du kun den første tredjedel af dine muskler. 2. Puls 140-160 dvs. brug af kemisk bundet energi og udskillelse af syre Effekt – eksplosionsudholdenhed Metode – intervalløb lang pause. Løb en håndfuld træningspas med god fart på fx mellem 800 og 1200 m. Pausen mellem passene skal så lang, at pulsen atter er 120. 3. Puls 160-180 dvs. kredsløbstræning. Effekt – styrkelse af hjertet og evnen til iltoptagelse hos lungerne Metode – interval kort pause. Løb fra lygtepæl til lygtepæl med 4/5 fart og småløb til næste pæl. Konklusion: Løber du samme distance, på samme måde, hver dag, så vænner kroppen sig hurtigt til det. Det giver ingen yderligere træningseffekt og er spild af tid. Varier mellem de forskellige former. | ||
Udgangspunkt: En overset grund til bummet, er det dårlige vejvalg. Begynd derfor vejvalget bagfra. Bestem først hvilket sikkert udgangspunkt, du vil benytte, for at komme rigtigt ind til posten, og læg så dit vejvalg hen til det valgte udgangspunkt. Det gode udgangspunkt er af afgørende betydning for en let finorientering, den sidste del af et delstræk. | ||
Vejvalg: Opdel strækket fra post til post, i 3 dele. Den første og længste del er det grove løb mod store opfang og ledelinier. Her skal det gå hurtigt og du ved derfor ikke altid, hvor du er. Den anden og kortere del læser du dig ind på kortet og søger dit udgangspunkt. Her går det lidt langsommere. Den sidste og korteste del er finorientering fra udgangspunkt til post. Her går det langsomt. Du kan sammenligne dit delstræk med et trafiklys, med en grøn, en gul og en rød del. | ||
Forberedelser: Spørgsmål: Hvad er forskellen på en professionel løber og en amatør? Svar: Proffen binder ekstra knuder på sine snørebånd før start, amatøren er nødt til at gøre det under løbet. | ||
Taktik At løbe efter en anden løber, hægtning, er en vederstyggelighed. Og det straffer sig ofte når du pludselig mister din ledestjerne og ikke ved hvor du befinder dig. Og så er det ulovligt. Men dine konkurrenter derud i skoven er en del af banen. Og det er dumt ikke at bruge dem. Er der flere med samme vejvalg på vej mod samme post, findes den lettere. Det kaldes et tog. Morale: Løb selvstændigt, men aldrig alene. | ||
Postplukning: Du er ved posten, kan se den i det fjerne. Hvad gør du ? Den urutinerede sætter i en glad spurt. Klipper posten og stopper så op ved siden af den, mens han begynder sine overvejelser om det nye stræk. Han står og markere posten og spilder tiden. Det kaldes også en lygtepæl. Den rutinerede ser op og finder, stadig løbende, den vej i terrænet, han skal væk fra posten. Kort før foldes kontrolkortet ud, hånden rækkes frem, han griber han tangen, klipper og er straks på vej væk i den retning, han tidligere har valgt. | ||
Kompasset: For at kunne orienterer må man hele tiden have tjek på retning og afstand. Retningen fås fra kompasset. Hver gang du ser på kortet, bør du lægge kompasset på og sikre dig, at kortet er orienteret dvs. at meridianerne peger mod nord. Et tommelfingerkompas giver dig automatisk retningen hver gang. Et pladekompas, som hænger om håndleddet, er også fint. Men Forsvarets fremragende spejlkompasser er uegnet til O-løb. | ||
Afstand I: Afstanden fås ved skridttælling. Find en sikker afstand fx målt mellem to genstande på kortet. Løb roligt først den ene vej og så den anden. Tæl hver gang hvormange dobbeltskridt du bruger. Del middeltallet med den målte afstand. Du ved nu, hvormange dobbeltskridt du bruger på flad vej pr. 100 m. Tallet ligger normalt mellem 35 og 45. Bruger du fx 40 skridt svarer hver mm på et 1:10.000 kort til 4 dobbeltskridt. | ||
Afstand II: Har du svært ved at regne, især når du er træt, så lav en skridttæller. Afsæt på papir en skala i dobbeltskridt og tape den til kanten af kompasset. Så kan du undervejs direkte måle afstande fx til næste opfang, i dobbeltskridt. |